Lascaux-hulerne også kaldet stenalderens Sixtinske kapel

Denne gang går turen til Lascaux-hulerne, som ligger to timers kørsel fra Haux. I mange år har jeg haft et ønske om at se disse huler, men det er aldrig rigtigt blevet til noget før nu.
Hulerne blev opdaget i 1940 af fire drenge og deres lille hund, som var på tur i området ved Montignac.
Den lille terrier stødte på en kanin, som den straks jagtede, drengene fulgte efter, men pludselig var hunden væk. De kaldte og ledte, og efter et stykke tid hørte de en piven fra et hul i jorden. Bag en træstub fandt de en lille indgang, som gik dybt ned under jorden. Hunden var faldet ned i hullet og kunne ikke komme op igen. Den ene af drengene, hundens ejer Marcel Ravidat, blev sænket ned i hullet af de andre drenge. Her opdagede han en flere meter dyb hule.
Drengene trak Marcel og hans terrier op igen og vendte næste dag tilbage med deres skolelærer Léon Laval, som blev firet ned gennem åbningen til hulen. Da han nåede bunden og så, hvad hulen gemte, vidste han straks, at drengene havde gjort et utroligt fund, som kunne skrive verdenshistorie.
2. Verdenskrig var brudt ud, og beboerne omkring Montinac bestemte sig for at holde hulen hemmelig for tyskerne - hvilket også lykkedes. Derfor blev hulen først åbnet for offentligheden i 1948.
I 1955 havde udåndingen fra de mere end 1.200 besøgende dagligt beskadiget malerierne i hulen.
Selv om man forsøgte at bekæmpe de svampeangreb, der ramte hulen, lykkedes det ikke, og i 1963 lukkede man hulen i et forsøg på at bevare malerierne for fremtiden. Siden da har der kun været adgang i hulen for forskere og konservatorer.

I 1985 åbnede man en kopi af hulen 200 meter fra den oprindelige hule. Denne hule, Lascaux 2, er en tro kopi af den oprindelige hule helt ned til mindste detalje - selv temperaturen er den samme: 12 grader.
Turen dertil fra Château de Haux er meget smuk, og besøget i hulen er hele turen værd. Da jeg kom ned i hulen, blev jeg grebet af en følelse af bevægelse og betagelse over dette fantastiske syn.
Hulen har åben hele året undtagen i januar. Det er en god idé at bestille billetter til en guidet tur hjemmefra, så man kan køre direkte op til hulen. Om sommeren er det en god idé at bestille billet i rigtig god tid, da der kun er et bestemt antal billetter til rådighed hver dag. En billet koster 10 euro.
Hulemalerierne er ca. 15.000 år gamle og er på Unesco´s Verdensarvsliste.
Siden jeg så hulen i 2016, har jeg læst, at der er kommet en ny replikation af hulen. Den bliver jeg nødt til at se, næste gang jeg kommer til Haux.


Lascaux-hulerne også kaldet stenalderens Sixtinske kapel
Lascaux hulerne også kaldet stenalderens Sixtinske kapel