Bilen


En bil i stuen

Garonne er et feriehus med en fantastisk beliggenhed.
Smukke træer og mulighed for sol og skygge, som man nu ønsker. Og en overvældende stilhed. Der er så stille, at man reagerer, når en bil bevæger sig hen over gruset på toppen af græsskråningen op mod slottet.
Så da en bil havde problemer med at komme rundt i det skarpe sving oppe på grusvejen, hørte vi det straks.
Den skred rundt i gruset og gik i stå. Eva lå på drømmesengen ud for huset og slappede af. Jeg sad og læste ved terrassebordet.
Bilen blev ført af en fransk dame, som gerne ville have noget hjælp. Da jeg kom op til hende, pegede hun på bilens forende, og den stod noget tæt på kanten til skråningen ned mod huset. Under forsøget på at flytte bilen, løsnede hun håndbremsen, uden at nogen sad
bag rattet. Så bilen begyndte naturligvis at rulle ned ad skråningen.
Den franske dame råbte hurtigt “Madame! Madame!” ned til til Eva. Jeg så, at Eva heldigvis havde fulgt med i, hvad der foregik, og da bilen begyndte at rulle, flyttede hun sig hurtigt fra drømmesengen.
8 sekunder senere havde bilen nænsomt men hurtigt kørt ned over græsskråningen uden så meget som at brække en gren på sommerfuglebuskene på sin vej. Og braget ind i drømmeseng og terrassebord, lige midt imellem de to stolper, der bærer halvtaget. Og braget ind i husmuren, så glasdøren knustes, væggen blev smadret, og køkkenet blev rykket en meter ind i stuen!
Eva var rystet. Damen var endnu mere ulykkelig og utrøstelig og krammede Eva og var glad for, at der ikke
var sket hende noget.
Vi fik ringet til det suveræne værtspar Astrid og Magnus, der kom ilende. Astrid ringede flittigt rundt og vupti - så var de første problemer løst. Herunder, at de fandt plads på La France til os for de resterende overnatninger.
En stor tak til værtsparret for stor hjælp og smidighed i situationen, der naturligvis også for dem har været en anderledes udfordring, der krævede snarrådighed.
Men vi er ikke skræmt væk og kommer tilbage, når huset er repareret. For Garonne er et feriehus med en fantastisk beliggenhed. Smukke træer og mulighed for sol og skygge, som man nu ønsker. Og en overvældende stilhed.


Eva og Carsten (Aktionærer)


En bil i stuen