Reservation af feriebolig
Aftale om leje af feriebolig er forbeholdt aktionærer i Chateau de Haux uafhængigt af aktiebeholdning.
Bekræftelse og betaling
Betaling af ferieboligen er opdelt i 2 rater:
- 1. rate: første halvdel af lejen, betales samtidig med din bestilling.
- 2. rate: anden halvdel af lejen, vil blive sendt som et betalingslink 8 uger før lejemålets start.
Bestilling af en feriebolig bekræftes via mail. Indbetaling af 1. rate af lejen er også en bekræftelse på, at lejeren har læst og accepteret lejebetingelserne og er indforstået med, at aftalen er bindende.
Hvis der ved bestilling af ferieboligen er under 2 måneder til lejeperioden, faktureres det fulde beløb på én gang. Såfremt det fulde beløb ikke er rettidigt indbetalt, vil lejemålet kunne disponeres til anden side, hvilket varsles med en rykkerskrivelse.
Priser og betingelser
- Priserne er for én uge (mandag til mandag) og opgives i danske kroner. Priserne varierer afhængigt af sæsonen (højsæson, mellemsæson, lavsæson), og detaljer findes på udlejningsskemaet på hjemmesiden.
- Vandforbrug og slutrengøring er inkluderet. Strømforbrug afregnes separat ved afrejse og koster 0,50 euro/kWh.
- Boligen må kun benyttes af det antal personer, der er oplyst i informationsmaterialet.
- Ligeledes må boligen ikke bruges til events eller arrangementer mod betaling uden udlejers skriftlige godkendelse.
Turistskat
Det er pålagt os af de franske myndigheder at opkræve en turistskat for hver person over 18 år – børn under 18 år er gratis. Afregning sker i butikken på slottet, efter gældende tarif for området.
Annullering af lejeaftale
Annullering skal ske skriftligt til info@haux.dk.
- Indtil 365 dage før lejemålet begyndelse:
Der beregnes et afbestillingsgebyr på 10% af samlet leje - minimum DKK 1.000,- - Indtil dage 364- 60 dage før lejemålet begyndelse:
Der beregnes et afbestillingsgebyr på 25% af samlet leje - minimum DKK 1.500,- - Senere end 59 - 0 dage før lejemålets begyndelse:
Huslejen tilbageholdes 100%.
.
Ankomst, fraflytning og rengøring
- Ankomst: Ferienboligen er klar til indflytning fra kl. 16.00 på ankomstdagen.
- Fraflytning: Boligen skal afleveres i opryddet tilstand senest kl. 10.00 på afrejsedagen. Slutrengøring er inkluderet i prisen.
Linned, håndklæder m.m.
Sengelinned, viskestykker og håndklæder kan lejes. Bestilling sker direkte til Chateau de Haux på feriekontakt@haux.com gerne 4 uger i forvejen. En linnedpakke indeholder:
- 1 dynebetræk
- 1 pudebetræk
- 1 lagen
- 2 håndklæder
- 1 viskestykke
Prisen for en linnedpakke er €19 og afregnes direkte i butikken på Chateau de Haux.
Nøgleudlevering og indkvartering
Nøglen til boligen findes i en nøgleboks på St. Pierre. Boksen findes på højre hånd i en åben garage, med et lille rødt skab. I dette skab er der en kodeboks, hvor nøglen kan afhentes. Ved afslutningen af jeres ferie bedes I hænge nøglen tilbage i dette skab. Koden til skabet er 1405B.
Rundvisning og buffet-lunch hver onsdag på Chateau de Haux
Sommeren igennem, fra påske til og med uge 42, er der hver onsdag kl. 11.00 rundvisning i vinproduktionen og på slottet med en efterfølgende buffet-lunch, ledsaget af slottets vine. I godt vejr bliver lunchen serveret under de skyggefulde træer i parken; hvis det regner, serveres den indendørs.
Pris for deltagelse:
- €29 for voksne
- €12 for børn op til 12 år
- Børn op til 3 år gratis
Aktionærer er meget velkomne til at tage familie og venner med. Tilmelding til rundvisning og lunch bedes foretaget i god tid forinden til feriekontakt@haux.com eller telefonisk senest en uge før ankomst, direkte til værtsparret på Chateau de Haux: +33 (0) 613 928 021. Afregning for rundvisning og lunch sker i butikken på Chateau de Haux.
Vin, velkomstmappe etc.
I ferieboligerne findes en velkomstmappe med inspirerende forslag til ture og aktiviteter i området. Der er også et sortiment af røde og hvide vine samt Clairet og Crémant de Bordeaux. Afregning for vinforbrug og eventuelle yderligere indkøb af vin sker i butikken på Chateau de Haux.
Kørselsvejledning
Kørselsvejledning fra Bordeaux (Aéroport Mérignac) til Saint Pierre. Slottet ligger ca. 35 km sydøst for Bordeaux by ved landsbyen Saint-Pierre-de-Bat i området nordøst for byen Cadillac.
Adressen er: 327, Route de Jourdan – 33760 Saint-Pierre-de-Bat
GPS koordinater til Chateau Saint-Pierre: N 44° 40’11,45”, W 000° 13’47,90”
Kør ad motorvej A62 – E72 fra Bordeaux mod Toulouse. Vælg frakørsel nr. 2 og fortsæt ad D117 mod Cadillac via Cerons. Efter broen over Garonne-floden drejes til højre. I rundkørsel vælges D11 (mod bl.a. Sauveterre). Kør ad vejen D230 og efter godt 7 km drejes til venstre ad D19 i retning mod Saint-Pierre-de-Bat. Ca. 4 km fremme følges D19 til venstre ca. 1,5 km og De er fremme ved Chateau Saint-Pierre La Mitre på højre side af vejen.
Adresse, telefonnumre og åbningstid
Chateau de Haux
8 Chemin du Frère,
F-33550 Haux, France
GPS koordinater: N 44° 43’27,83”, V 0° 21’18,87’
(Hvis GPS'en ikke kan finde ovenstående adresse, så prøv at skrive Frère, 33550 Haux eller Les Faures, 33550 Haux – kig efter Chateau de Haux skiltet, som sidder på muren ved en lille vej ind mellem nogen huse).
Værtspar: +33613928021 (de taler dansk)
Kontor: +33557345111