Tale til jubilæumsfesten – 40 års ejerskab af Chateau de Haux

Kære venner, medejere, og ikke mindst livsglade vinentusiaster,

Men når jeg står her i dag og ser ud over jer – og tænker på, at det er over 40 år siden, vi for første gang satte fod på gårdspladsen ved Chateau de Haux – så bliver jeg både stolt og, det indrømmer jeg gerne, en lille smule forbløffet og forpustet.

For hvem havde dengang troet, at vi stadig ville stå her fire årtier senere – med et nyrenoveret moderne vinslot, en vin og et fællesskab, der stadig lever og udvikler sig hele tiden?

Oprindelig tænke jeg købet af Chateau de Haux kun som at projekt der skulle give trofaste kunder til Knud Jørgensens vinhandel og måske en dejlig hverdag for min far og min Onkel Flemming.  Min far, som rigtig mange af Jer jo har mødt er desværre død for efterhånden en hel del år siden, men Flemming ville utroligt gerne have været her idag, men det tillod hans helbred desværre ikke. Han følger skal stadig med og kommer jævnligt med gode forslag til udvikling af Chateau de Haux.

Jeg husker tydeligt første gang, jeg så Chateau de Haux. Det var, specielt på lang afstand, smukt,  ja – men også lidt slidt. Jeg tror, jeg tænkte noget i retning af: “Det skal nok blive godt… når bare vi får fjernet de sidste 400 års patina og så lige de træer der voksede op gennem gulvet og videre op gennem taget i flere af bygningerne..”

Jeg tror vi de første år gjorde hvad vi kunne for at holde aktionærerne væk fra at besøge slottet, for at I ikke skulle opdage et Jeres investering, dengang som nu på 500 kr., måske var noget tvivlsom, og jeg tror jeg flere gange fik sneget ind at I, hvert fald ikke skulle basere deres pension på afkastet, men nok Jeres se det som en forsødelse af pensionstilværelsen

Jeg tror de fleste af jer der er her i aften efterhånden har set nogle af billederne fra overtagelsen, og der kan sikkert være nogen af jer, der ikke helt har samme følelser for patina og smuk ælde - I ville kalde det for en ruin ved overtagelsen. Men der var ”room for improvement” som en af mine gamle venner sagde da han så det første gang. Og sådan gik det

Og så gik vi i gang

De første år var ikke nemme. Der var renovering af marker og bygninger. Der var enorme investeringer i nye produktionsbygninger og maskiner, og mange beslutninger der skulle tages uden at vi egentlig havde meget forstand på hvad vi gik og lavede.

Det fik os alle sammen til at svede en hel del – både i solen og i banken. Men vi havde noget, som viste sig at være langt vigtigere end erfaring: vi havde modet, entusiasmen og sammenholdet. Hvis vi havde haft forstand på hvad vi gjorde havde vi nok aldrig købt Chateau de Haux. Det er ikke altid en fordel at man ved hvad man gør.

Vi købte slottet for 5 mio, men har efterhånden investeret i alt fra nye bygninger, tilkøbt vingårde og de bedste marker i området, utallige ferieboliger, tilplantninger og varelager, i alt for næsten 70 mio kr.

Og med tiden kom resultaterne. Flaskerne begyndte at bære vores navn med stolthed, og vi fandt ud af, at Chateau de Haux ikke bare var et vinslot – det var blevet et fælles projekt, et fælles feriested og en fælles drøm.

Når jeg ser tilbage, er det ikke kun vinene eller tallene, jeg husker. Det er øjeblikkene.
De lange møder i kælderen, hvor vi diskuterede etiketter, som om de var verdens vigtigste beslutninger. Om vi skulle have ny traktor, om vi skulle høste i hånden eller med maskine osv.

Og de utallige smagninger vi måtte slide os igennem. Ja, vi fandt ud af at det er hårdt at være vinbonde.

Den konstante mangel på likviditet til den enorme udvikling vi konstant havde nye ideer til, men ingen penge til osv.

Heldigvis havde vi en forstående bank, ja ikke at jeg egentlig tror de helt forstod konsekvenserne af hvad vi gik og lavede, men de havde stor forståelse og kærlighed for projektet. Oluf du sidder et eller andet sted herovre ??  - jeg vil bare nu sige at snød aldrig med regnskaberne, men efter et par glas rødvin kan man godt blive ganske kreativ. Og vi er her jo endnu og vi har stadig Nordea efter 40 år

De høste, hvor vejret enten var for vådt eller for tørt. De år hvor der var Frost og hagl, brande og mange andre ulykker.

Men ikke mindst de mange gange, vi har siddet sammen med mange af jer, smagt, grinet og sagt: “Det her – det går nu faktisk meget godt - alligevel.”

Men det, jeg er allermest stolt af, er den loyalitet og glæde, der stadig lever blandt medejerne
Den ånd, der gør at vi får rigtig mange ting til at ske.
Jer frivillige, hvor mange sidder her i aften, som år efter år bruger deres tid og kræfter for at holde Chateau de Haux på det høje niveau vi kender i dag, til glæde for alle de andre medejere. TAK fra os alle. - Uden jer, ingen ferieboliger, ingen arrangementer, ingen magi.

De senere år har selvfølgelig ikke været uden udfordringer. Vinbranchen forandrer sig – forbruget falder, markedet ændrer sig, og kravene bliver konstant større.
Men det er her, vores engagement virkelig viser sin styrke.
For i stedet for at trække os tilbage, har vi gjort det modsatte:
Vi har udviklet os. Vi har åbnet nye forretningsområder, tænkt nyt, bygget flere ferieboliger, hævet kvaliteten på både vin og ferieboligerne, og som det sidst nye, lavet event på slottet, oplevelser omkring stedet og vist, at Chateau de Haux ikke bare er fortid – det er fremtid.

Mange vil dog kikke rundt og sige ”vi kan jo ikke alle være frivillige”. Og dertil skal jeg kun sige, jo det kan I. I kan helt frivilligt sørge for at drikke jeres andel af slottets vine. Det er trods alt herfra økonomien til slottets drift og udvikling kommer.

Det kræver energi at konstant udvikle slottet. Det kræver vilje. Og det kræver en god portion kærlighed til vin og til Chateau de Haux i det hele taget.
Men det har vi alle. Og det er derfor, jeg står her i dag og tænker: det her er ikke slutningen på en rejse – det er midtpunktet – der er en fantastisk fremtid

40 år er noget særligt.
Det er nok til at skabe traditioner, men ikke så meget, at man må stoppe med at drømme.

Og jeg drømmer stadig. Om flere gode årgange, flere flasker god vin, flere sammenkomster, flere Events på Chateau de Haux.

I morgen tager jeg på Haux med en række frivillige, for at bygge endnu en feriebolig til medejerne.

Så lad os skåle – for begyndelsen, for rejsen, for arbejdet, for venskabet – og for alle jer, der gør det muligt.

Skål for Chateau de Haux – og for os, der stadig tror på, at et godt glas vin og et stærkt fællesskab kan bære os gennem alt