Al vin udvikler sig - men hvordan?

Et af de spørgsmål, vi oftest får, er, om en given årgang af Château de Haux vil udvikle sig, og i givet fald hvornår den er klar til at blive drukket.

Helt indledningsvis skal jeg fastslå, at al vin udvikler sig, uanset om den ligger på ståltank, træfad eller er på flaske. Men mange ting påvirker udviklingen, både med hensyn til kvalitet og hastighed.

De fleste er sikkert bekendt med, at den temperatur, der er i vinkælderen, eller hvor man nu lagrer vinen, samt stabiliteten i temperaturen, har betydning for vinens udvikling. Men også lys, fugt, proptype m.m. påvirker udviklingen.

Og så er der naturligvis stor forskel på, om der er tale om Rød, Hvid eller Clairet.

I efteråret skrev vi en artikel omkring vinens udvikling, hvilket inspirerede os til at lave en smagning og et sommertilbud, hvor det for aktionærerne var muligt at smage udviklingen af den samme vin, men under forskellige vilkår.

Mange vinproducenter bruger i dag forskellige metoder til at udvikle vinen hurtigt, da det koster penge at have den liggende længe på eget lager.

På Château de Haux synes vi, at vinen skal udvikle sig naturligt, hvilket tager tid. Vi har derfor længe prøvet forskellige metoder til at sikre den bedst mulige udvikling af de enkelte vine.

Som nogle sikkert kan huske, har vi lagret på forskellige fadtyper, tanktyper og i forskellige tidsrum osv., men også proppen har vi eksperimenteret med.

2008 var en rigtig flot årgang på Château de Haux, som vi har lagret et større parti af og solgt de senere år med stor succes. Allerede da vi tappede vinen i 2008, vurderede vi, at det ville blive en stor årgang, og vi valgte derfor at tappe et parti med de dengang nye ”hotte” skruelåg. Ikke de billige med plastikindlæg, men den dyre med tinfolieindlæg.

Formålet var løbende at kunne følge udviklingen på flaske i den samme kvalitetsårgang, med henholdsvis almindelig korkprop og med ”kvalitetsskruelåg”.

Et er teori et andet praksis. Hvordan udvikler vinene sig så over tiden og under forskellige forhold? For at undersøge dette har vi afholdt to smagninger. En på Château de Haux med vores professionelle ønologer, og en i Danmark, nærmere bestemt hos Vinoble i Ringe, med ejeren Lene og Kristoffer Gellert, tidligere medarbejder på Château de Haux. Jeg deltog selv begge steder.

Vi smagte Château de Haux 2008 Rouge, med henholdsvis korkprop og skruelåg. Samme vin men med to forskellige ”lukkemekanismer”. Derudover smagte vi Clairet 2015 og 2016, samt Blanc 2012, 2013 og 2016, for at smage udviklingen af disse vine.


Al vin udvikler sig - men hvordan?
Al vin udvikler sig - men hvordan?