Mange der har besøgt slottet det seneste år, har spurgt ind til hvorfor der er vinmarker der bliver braklagt, og ligger med bare vilde blomster og græsser…. Og hvad skal der ske nu ?
Overordnet set er det for at lave stadig bedre vin og bruge mindre pesticider, og i yderste konsekvens at overgå til hel eller delvis økologiske vin.
I detaljerne er forklaringen flersidet og er bl.a. afhængig af hvilke marker det drejer sig om og hvor de ligger. Samtidig er der forskel på om vi forventer at tilplante markerne igen eller vi lade dem ligge hen som enge med lokale blomster og græsser.
- Nogle marker er pløjet op som et normalt led i den løbende omplantning af marker. Planterne bliver med tiden for gamle, de fanger derved lettere sygdomme, og kræver derfor at blive sprøjtet med flere sygdomsbekæmpende pesticider. I vores bestræbelser på at reducere brugen af pesticider omplanter vi derfor løbende de ældste marker. Vinstokkene på disse marker er typisk over 45 år gamle. Når markerne har ”hvilet sig” i 4 år vil disse marker typisk bliver tilplantet igen.
- Helt generelt har vi også valgt at nedlægge enkelte marker der simpelthen ikke gav vin af den stadig højere kvalitet vi ønsker, enten fordi de ikke ligger optimalt i forhold til sol og vind, eller fordi jordbundsforholdene ikke gør det muligt at lave rigtig god vin. I vores løbende tiltag for at lave bedre og bedre vin, har vi nedlagt disse marker og de forventes ikke at blive tilplantet igen.
- Nogle af de bedste marker har vi valgt at braklægge i en periode, for efter en hvileperiode på minimum 4 år, at igen blive tilplantet med økologisk vin.
- De globale klimaforandringer giver os store udfordringer med pludselige ”vejrkatastrofer i markerne”. Det vi har oplevet over de senere år, er frost i blomstringsperiode, kæmpehagl, massive regnbyger osv. Vi har derfor nedlagt marker der var særlig udsat, og har været udsat for ”katastrofer” de senere år. Disse marker vil typisk ikke blive tilplantet igen.
Vi vil altså tilplante de bedste af de braklagte marker igen, eventuelt med økologisk vin. Imellem tiden skal medejerne ikke være urolige – der er vin nok på vores lager til at sikre medejernes ønsker de næste år.
Flere har spurgt om vi så ikke kunne bruge markerne til andre ”spændende produkter”. Der er kommet mange forslag, fra oliventræer til honningproduktion. Jeg skal sige at vi er vinbønder og har ikke viden og resurser til at kaste os ud i andre produkter, men vi ser for øjeblikket på om vi kan plante markerne til med andre produkter, der vil være med til at forbedre jorden til vi igen planter vin. I mellemtiden får bier og vilde blomster lov at boltre sig på de braklagte marker, og vi er således i stand til at fastholde vores certificering som ”særlig viljøvenlig vingård”