Fra hvidvin til rødvin

Når man planter en vinmark til med vinstokke, er det ikke bare en stor investering – det er også en beslutning, der skal holde i rigtig mange år.

Selve klargøringen og tilplantningen af vinmarken er faktisk den mindste del af investeringen. Den helt store omkostning ligger i, at vi ikke kan høste druer på markerne de første tre år. Herefter går der yderligere fire til fem år, før druerne har en kvalitet, der kan bruges til at producere de bedste vine fra Château de Haux.

Det vil sige, at vi først efter 7-8 år kan begynde at høste druer af rigtig høj kvalitet – og det niveau kan vi typisk opretholde, indtil stokkene er omkring 35 år gamle. Det er muligt at lade vinstokkene stå endnu længere, og vi har da også marker med stokke, der er op til 60 år gamle. Men der er en bagside ved de gamle stokke: De bliver hurtigere syge og har svært ved at tilpasse sig de klimaforandringer, som vi tydeligt mærker i vores marker.

Vi er derfor nødt til at tilpasse vores tilplantninger med varianter og kloner, der bedre kan modstå den højere varme og mere intense sol, vi har oplevet i Bordeaux de sidste 20 år.

Samtidig med at vi arbejder på at forlænge levetiden og kvaliteten af vores vinmarker – og sikre en sund økonomi – oplever vi, at forbrugernes behov og ønsker ændrer sig hurtigere og hurtigere.

Når vi tilplanter vores marker, skal vi i princippet kunne forudse, hvordan medejernes ønsker til vinene fra Château de Haux vil se ud de næste 35 år. Det er ikke nemt.

Derfor eksperimenterer vi nu med en ny metode, der kan gøre os mere fleksible og tilpasningsdygtige i forhold til både klima og marked: podning.
På nogle af vores hvidvinsstokke (Sémillon), som er cirka 15 år gamle, eksperimenterer vi med at pode nye kloner af rødvinssorten Cabernet Sauvignon. Disse kloner er både mere modstandsdygtige over for visse sygdomme, tåler varmere klima bedre og kan bruges til at lave både rødvin, Clairet og rosé. En win-win-situation – hvis det lykkes.

I første omgang har vi forsøgt os med en halv hektar, men hvis forsøget bliver en succes, planlægger vi at pode yderligere cirka 4 hektar.

De podede stokke skulle allerede kunne give god kvalitet efter 1-2 år, så vi ser frem til den kommende høst, hvor vi forhåbentlig får de første indikationer på, om forsøget er lykkedes.


Fra hvidvin til rødvin