Og her gik jeg rundt og troede, at man skulle spytte ud, når man smagte på vin!!
Jeg læste denne artikel i Vinavisen.dk den 14.06.2025 – og den viser bare, at man altid kan lære noget nyt.
Artiklen er skrevet af Mariette Tiedemann.
Ny – eller måske gammel – videnskab:
Man skal ikke spytte ud, når man smager på vin
Når man for alvor skal smage på en vin, lyder den gængse opskrift sådan her:
Først betragtes og vurderes vinens farve, hvorefter vinen slynges rundt i glasset, så aromaen frigives. Dernæst føres glasset til næsen, så man kan indsnuse duften, og til sidst tager man en mundfuld og lader smagsløgene vurdere syre, sødme, tanniner, alkohol osv. Og så spytter man selvfølgelig vinen ud igen.
Det er en analytisk smagningsmetode – og helt klart den mest udbredte.
Men der findes også en anden metode. En meget gammel én, som i de senere år har fået en genopblomstring: den såkaldte geosensoriske smageteknik.
Her går man ikke nær så analytisk til værks – og man kunne slet ikke drømme om at spytte vinen ud igen.
I stedet gælder det om med det samme at tage en mundfuld vin, “tygge” den, lade den komme rundt i hele munden – og så sluge den. På den måde får man et mere omfattende (og korrekt) indtryk af vinen, hvor dens terroir – altså jordbunds- og klimaforholdene for vinstokkene – for alvor kommer til udtryk. Deraf det med “geo”.
En flere hundrede år gammel metode
Denne metode til vinbedømmelse går helt tilbage til 1100-tallets Bourgogne og til et særligt vinlaug, der skulle sikre, at den vin, der blev solgt i fade, nu også levede op til “etiketten” på fadet.
Her brugte man en tastevin – en smagekop af sølv – hvor man ikke havde nogen chance for at bedømme vinens farve (og heller ikke gik op i det). Det handlede ikke om at definere duften og aromaen, men derimod om vinens forbindelse til dens ophav: vinstokkene og terroiret.
Så her benyttede man sig af det, vi i dag kalder den geosensoriske smageteknik.
Det var den franske vinskribent Jacky Rigaux, der i 1990’erne – sammen med nogle af Frankrigs førende vinproducenter – genoplivede idéen om denne alternative smagemetode og gav den dens nuværende navn.