Hvorfor lagres “Réserve des Propriétaires” på fad og flaske?

Lagring er en afgørende del af vinfremstillingen og har stor betydning for vinens endelige stil, kvalitet og holdbarhed. Allerede efter valget af druer og marker i de enkelte år står vi – efter gæringen på Chateau de Haux – over for vigtige valg: Skal vinen drikkes ung og frisk, eller skal den lagres for at udvikle større kompleksitet? Lagring på fad og flaske er traditionelle metoder, som giver vinen mulighed for at modne og opnå nye smags- og aromalag.

På Chateau de Haux laver vi to varianter af “Réserve des Propriétaires Rouge”:

  • “Réserve des Propriétaires” (ofte blot kaldet RDP), som typisk bør drikkes 2–5 år efter høståret

  • “Réserve des Propriétaires La Cave” (kaldet La Cave), som typisk er bedst 4–7 år efter høståret

Begge vine præsenteres for medejerne ca. 1½ år efter høståret.

Efter endt gæring på tank udvælges de bedste tanke på Chateau de Haux til fadlagring. Fadlagringen har tre primære formål: ekstraktion af smag og tanniner fra træet samt iltning. Ved ekstraktionen trækkes smagsstoffer – og ikke mindst tanniner (garvesyre) – ud af træet. Samtidig bidrager den meget langsomme iltning gennem træet (kaldet mikro-oxidering) over lagringsperioden til, at tanninerne blødgøres og bliver mere harmoniske.

De fade, vi bruger på Chateau de Haux, tilfører typisk smagsnuancer med noter af vanilje, kokos, røg, krydderier eller kaffe, afhængigt af producent og ristningsgrad.

Fadlagringen foregår på egetræsfade og anvendes især til rødvine på Chateau de Haux. Vi bruger fransk egetræ, som er særligt velegnet, fordi det både er tæt og porøst. Det betyder, at vinen kan ånde langsomt gennem træet og dermed opnå en kontrolleret iltning – den førnævnte mikro-oxidering.

Ved produktionen af “Réserve des Propriétaires” anvender vi både helt nye og op til fem år gamle egetræsfade. Til “RDP La Cave” bruger vi en forholdsmæssigt større andel af nye fade, hvilket bidrager til en kraftigere vin med større struktur og længere lagringspotentiale. Til den klassiske RDP, som skal kunne drikkes efter kortere flaskelagring, anvender vi primært fade, der er 2–5 år gamle. Det giver en blødere, mindre tør og mere imødekommende vin.

Efter fadlagringen tappes vinen som regel på flaske, hvor den fortsætter sin udvikling under mere stabile og næsten iltfrie forhold. Flaskelagring er især vigtig for vine med høj syre, tannin eller sukker, da disse elementer fungerer som naturlige konserveringsmidler. Under flaskelagringen udvikler vinene såkaldte tertiære aromaer, som kan minde om tørret frugt, honning, nødder, skovbund eller læder. Disse aromaer giver vinen dybde og kompleksitet, som ikke findes i unge vine.

Lagring på flaske kræver tid og de rette forhold. Temperatur, lys og fugtighed har stor betydning for vinens udvikling. For høj varme kan fremskynde aldringen og ødelægge balancen, mens for meget lys kan skade aromaerne. Derfor opbevares kvalitetsvine ofte køligt og mørkt over længere perioder, før de frigives eller drikkes.

Det er vigtigt at understrege, at ikke al vin er skabt til lagring. Over de senere år er vi på Chateau de Haux begyndt at lave enkelte vine, der er tiltænkt at blive drukket unge, hvor friskhed og frugt er i centrum. Det er noget, som nogle medejere efterspørger. RDP er netop en vin, som vi i de senere år har udviklet i retning af at kunne drikkes tidligere – dog stadig med respekt for traditioner, terroir og Bordeaux-stil.

For “RDP La Cave” er lagring derimod en nødvendighed for at opnå vinens fulde potentiale. Samspillet mellem fad- og flaskelagring giver os på Chateau de Haux mulighed for at forme vinens karakter og skabe et mere komplekst og harmonisk produkt.

I sidste ende handler vinlagring om tålmodighed. Tid, træ og ro arbejder sammen for at forvandle en ung vin til en mere nuanceret og helstøbt oplevelse, hvor smag, aroma og struktur går op i en højere enhed.


Hvorfor lagers Chateau de Haux på fad og flaske